København før og efter

Før viste København sig at være i forbavsende god stand: som en sum af smukke facader. Multipliceret med summen af posebærende mennesker giver dette en næsten r-fri følelse.
Forbavsende slanke danskere, skønt ADAC-tidsskriftet hvert eneste forår kommer med den samme annonce: “ den tykke dansker er her igen“. Elefanthueklædte mennesker, der i kohorter marcherer mod slottet. En gruppe kinesere, der klatrer op på den lille havfrue. En frokosttallerken og et stykke vegetarisk smørrebrød, der har held til at skjule sig under 8 skinkeskiver: det allerførste lettere r-anfald.
Og så var der regnen, især på toppen af Frelserkirken, og så var der blæsten, og det havde ikke undret mig, hvis tårnets snoede top, på hvilken jeg udviklede et heftigt begær efter en eller anden form for gelænder, havde drejet sig væk under mig, hvis det næste r havde båret mig væk derfra, om muligt tilbage til Christiania. Hvor jeg dog selv parterre knap havde troet det muligt – så mange årtier forsinket midt i myten, og så er myten simpelthen kun den middelalderlige form for borgerlighed.
Bagefter stiger r-faktoren tydeligt, som det kan aflæses af hr. institutslederens krumme ryg: “ Må jeg tilbyde Dem r‘ et. Et hundredekroners H&M slips, kombineret med Cerruti, den nye sorgløshed. „Bo-Bi Bar“, „Andy’s“ og endelig „Palæ Bar“ med den saxophon-blæsende Sarotti-morian, der møder én, så snart man åbner døren. Nogen råder til anvendt tosomhed. Oversætteren Herbert bestiller „den størstmulige øl“. Bibliotekaren Willy viser sit skælmske smil. King-Crimson-fan Hermann anbefaler belgiske jakkesæt. Den bekendende Armanijeansbærer Aniella er slet ikke iført Armanijeans, men immervæk et par røde Tango & Cash bukser, immervæk. En eller anden råder til anvendt tresomhed. r-faktoren stiger.